Thomson Medical Centre 16. november 2009

Bedre sent end aldrig, her er beretningen om da Emilie kom til verden.

Så kom hun endelig – selvom det jo var to uger for tidligt. Jeg tror i hvert tilfælde at både Carsten og jeg var lidt overraskede – jeg havde jo fortalt Emilie at hun skulle komme ud til os den 25. November – men nej, hun skulle være en lille skorpion Alligevel havde jeg jo ventet på hende med spænding. Så det var jo også endelig!

Veerne begyndte om eftermiddagen, og vi var meget i tvivl om det nu var rigtige veer eller bare plukveer, men som aftenen skred frem blev de mere og mere regelmæssige – og der var vist ikke rigtig nogen vej uden om. Alligevel var vi lidt nervøse for at møde op på fødegangen i tilfælde af vi blev sendt hjem igen. Omkring kl. 01.00 sagde jeg til Carsten at vi hellere måtte pakke os sammen, hvis jeg skulle klare taxaturen. Kl. 01.30 blev jeg tjekket af jordmoderen der sagde at jeg ville føde i dag. Og det fik hun ret i, for 3 timer senere kl. 04.26 havde jeg Emilie i favnen for første gang. Og hvor er det dog fantastisk at kigge på sådan et lille væsen, der er skabt af Carsten og jeg. Beskyttertrangen er helt enorm. Og med en computerfanatiker som far, lå der et billede af Emilie på Facebook da hun var ca. 10 minutter gammel.

Efter Emilie havde ligget hos mig og fået lidt bryst, gik Carsten og jordmoderen ud og fik hende målt og vejet. 3030 g og 49 cm lang – hovedomkredsen var 33,5 cm. Omkring kl. 6.00 nåede vi op på stuen, vi havde booket et enkelt værelse, for det var den eneste måde vi kunne have Emilie hos os hele tiden. Derefter fik vi endelig sovet et par timer, men så startede dagen jo på hospitalet og værelset føltes lidt som en banegård indimellem. Emilie havde to grimme oplevelser på sin første dag, børnelægen der kom og tog tøjet af hende og vrikkede i alle hendes led, og sygeplejersken der kom og gav hende en vitamin k indsprøjtning. Begge oplevelser gav vræl og våde øjne. Der kom også en ammekonsulent forbi som talte så hurtigt at jeg måske fattede 1/3 af hvad hun sagde. Jeg fik besked på at amme hver 4 time, hvilket var helt umuligt, for Emilie sov 6 timer i stræk og hun lod sig ikke sådan lige vække. Om aftenen havde vi først besøg af Sydney, Camilla og Michael – senere kom Marie og Mikkel.  Da der blev ro på stuen igen fik vi sovet lidt mere.

Ud på natten blev Emilie pludselig helt utrøstelig, og de nye uerfarne forældre ringede efter sygeplejersken for at høre om det lille pus var okay. Sygeplejersken kom og sagde at Emilie skulle have lidt varme, og tog så vores barn og gik ned i nursery’et. Den tyggede jeg på i 5 minutter, og skyndte mig så ned og hente hende igen. Singaporeanerne lader typisk sygeplejerskene passe de nyfødte, vi skulle skrive under på at vi påtog os ansvaret for at have Emilie på værelset hos os hele tiden. Derfor troede sygeplejersken sikkert at vi ville have ro, men i virkeligheden ville vi jo bare have et godt råd. Da vi var tilbage på værelset igen faldt Emilie i søvn ved siden af mig i hospitalssengen.

Tirsdag eftermiddag tog vi hjem eftersom børnelægen ikke så nogen grund til at vi skulle blive, vi syntes også at 1 1/2 døgn på hospitalet var rigeligt.

Be Sociable, Share!

•